Nye indlæg

 

SUPPORT til klubben: Tænk jer om!

Skrevet af HBR
20-03-2014 20:52
Det forlyder at klubben vil lave et stort arrangement fredag den 6. juni 2014, i anledning af 50 året for vores andet Danmarksmesterskab. Under titlen; 'B1909 vender tilbage til Kochsgade', skal der afholdes en del events på vores gamle anlæg, som Boldklubben Chang nu råder over.

Bestyrelsen har tilsyneladende tænkt sig, at én af disse events skal være førsteholdets hjemmekamp i Albaniserien, hvor modstanderen er Svendborg. Kampen flyttes dermed fra Gillestedvej til Kochsgade.

Vi må være helt ærlige og sige, at præsidiet i B1909 SUPPORT synes, at det er en rigtig dårlig idé! Arrangementet som sådan er fint og skal nok blive hyggeligt, og fanklubben bakker gerne op om sådanne tiltag. Men hvad angår vores førstehold, så er vores hjemmebane nu en gang Gillested Park, og det bør der ikke ændres på, bare for at skabe et bedre program til en event.

Dette forår er det mest afgørende for klubben i mange år, hvor oprykning til Danmarkserien er det eneste mål. Vi mener ikke at vi har råd til at gamble med vores chancer, ved at flytte en vital kamp til neutral bane, ydermere så tæt på sæsonafslutningen.

Teoretisk set kan vi miste oprykningen ved et nederlag mod Svendborg, ligesom vi også kan sikre os oprykning med en sejr. Tænk at rykke op på neutralt græs, når vi egentlig har hjemmebane?!

Derudover mister bandesponsorerne synlighed væk fra hjemmebanen, ligesom vores restauratør går glip af både banesalg og omsætning i restauranten. Klubben har desuden foræret entréindtægterne til Chang, hvilket vi så også mister.

B.1909 SUPPORT beder derfor klubbens bestyrelse om at genoverveje beslutningen, for at sikre vores førstehold, sponsorer, supportere og restauratør de bedst mulige betingelser, i denne afgørende periode.
 
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

  • #1
  • præsidenten
    21-03-2014 14:46
    Det er sjældent, at en bestyrelse handler direkte i strid med deres mandat og pligt til at vælge, hvad der tjener klubbens interesser bedst. Derfor kan jeg ikke tro, at forstandige mennesker som beklæder taburetterne som beslutningstagere på medlemmernes vegne kan finde på at konvertere en hjemmekamp til en udekamp på neutral bane. Det må da være en fejl!!! Heldigvis er der jo lang tid til afviklingen af kampen, så hvis man undtagelsesvis har lavet en "tanketorsk", så er der tid til at rette op på dumheden.


  • #2
  • Finn Ravn
    20-03-2014 21:07
    vi boykotter naturligvis aldrig en kamp hvor vores hold spiller - vi tager dialog med ledelsen


  • #3
  • Juel
    20-03-2014 21:00
    Er enig med dig Henrik, jeg mener hvis kampen ikke skal spilles på Gillested Park bør kampen boykottes!


1 

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ