Nye indlæg

 

Rød 3-0 sejr over Marienlyst

Skrevet af HBR
27-04-2014 13:11
B1909 udnyttede i søndagens middagsdyst mod Marienlyst, at rivalerne fra Dalum lørdag smed point hos B1913. De røde sejrede sikkert med 3-0, efter 1-0 ved pausen.
 
Hjemme på Gillested Park var værterne i teten hele kampen, og havde nærmest bolden konstant. Gæsterne tilspillede sig enkelte chancer undervejs, men fik aldrig testet keeper Gjørtsvang. Så helt logisk kunne de røde gå til pausen med en føring, på Sebastian Jensens scoring, efter flot opspil fra den stærkt spillende Siamak Sohrabi.
 
Billedet var det samme efter sidebyttet, hvor de røde nettede endnu to gange, via Jacob Mouritsens og Sebastian Jensens træffere. Med lidt mere skarphed kunne sejren være blevet endnu større, men slutfacit blev ved de 3-0.
 
Lidt malurt i bægeret var der dog i den røde lejr, idet skadeslisten blev yderligere udvidet. Ismail Aslam måtte trække sig allerede inden kampen, og banens bedste - Morten Dyg - måtte lade sig udskifte i 2. halvleg.
 
B1909 - Marienlyst 3 - 0 (1 - 0)
Mål:
1-0 Sebastian Jensen (34.)
2-0 Jacob Mouritsen (63.)
3-0 Sebastian Jensen (78.)
Tilskuere: Ca. 250 på Gillested Park.

Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Andreas Bebe, Nicolaj Just, Mathias Just.
Midtbane: Siamak Sohrabi, Morten Dyg, Jacob Mouritsen, Ahmad Abdoh.
Angreb: Sebastian Jensen, Edo, Nicolas Jørgensen.

Bænken: Khaled Miari, Martin Skovly. Ronnie Jensen blev ikke benyttet.
 
Kurt Bebe har taget en del billeder fra kampen, som kan ses her.
 
Arkivfoto: Kurt Bebe
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ