Nye indlæg

 

19-årige Fejzic: 'Jeg er utrolig glad for min debut'

Skrevet af HBR
14-05-2014 12:26
B1909's talentfulde U19-spiller, Nermin Fejzic, som fik officiel debut i weekendens 4-0 sejr hos KRFK, ser her frem mod fredagens hjemmekamp mod Langeskov. Samtidig fortæller han også om sin debut, og om modtagelsen i B1909.

-'Først og fremmest bliver det en utrolig vigtig kamp mod Langeskov, da vi står i den situation, at vi kan sikre os direkte oprykning til Danmarksserien, hvis vi vinder de resterende kampe. Sidste kamp mod Langeskov endte 5-0 til os, men når det så er sagt, så skal vi yde en god holdindsats, hvor alle skal arbejde hårdt og koncentreret. Langeskov har haft en svingende forårssæson, men de er et hold som på de gode dage kan drille ethvert hold i rækken. Jeg forventer at vi vinder kampen, da vi har en trup med gode spillere og trænere, og selvfølgelig vores fantastiske supportere på lægterne', lyder det fra Nermin.

-'Mine forventninger til kampen er, at Langeskov vil stå dybt og kompakt og vente på deres chancer, derfor bliver vores hurtige boldomgang og kynisme afgørende. Vi skal være opmærksomme og kyniske i begge felter, og hvis vi kan score et tidligt mål, så vil vi tvinge Langeskov længere frem på banen, og dermed vil der blive skabt mere plads i mellem deres kompakte kæder, hvilket kan gøre ondt på dem. Men når det så er sagt, så skal vi spille med tålmodighed', understreger det 19-årige talent.

I forhold til sig selv og sin debut i weekenden, lyder det:
-'Jeg er utrolig glad for min debut, da det viser at mit hårde arbejde har båret frugt. Min debut giver mig mod på mere og jeg ser frem til den kommende tid i B1909. I forhold til min egen præstation, så kommer jeg frem til et par skud på mål, som jeg da gerne havde set gå ind – men det vigtigste var, at holdet vandt og sikrede os de 3 yderst vigtige point. Derudover var det dejligt at spille foran vores fantastiske B1909 supportere, som altid er støttende og kommer med en fremragende opbakning – I er en vigtig del af holdet', udtaler den sympatiske spiller - og supplerer:

-'Jeg føler, at jeg er faldet godt til takket være det gode sammenhold, som der nu er i truppen og i klubben generelt. Alle i klubben har taget godt i mod mig, og jeg er rigtig glad for mit skifte til B1909. Jeg føler ligeledes, at det har været et blødt skifte fra U/19 til senior, eftersom jeg har trænet fast med seniorerne og spillet en del kampe med U/19 holdet, hvilket har gjort, at jeg gennem træningen har tilvænnet mig seniorholdets spillestil', slutter unge Fejzic, som har ungdomsfortid i blandt andet FCFYN og Næsby.
 
 



Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ