Nye indlæg

 

Fortjent rød hjemmesejr

Skrevet af HBR
23-08-2014 17:39
Lørdag bød på hjemmebane-comeback i Danmarksserien, hvor de røde værter skulle forsøge at revanchere sig fra sidste weekends åbningsnederlag på Ærø. FC Sønderborg var dagens gæster på Gillestedvej.

Kampen bød på debut til den lynhurtige back, Junior Gensø, som er hentet i Næsby. Og unge Gensø fik en hovedrolle, da han efter en times spil nettede til 1-0. Forud var gået en første halvleg med massivt B1909-overtag, men uden at det blev omsat til åbne målchancer.

Gæsterne burde have gået til pausen med en føring, da de brændte en kæmpe mulighed tæt under mål, godt midtvejs i første omgang. Derudover var de kampen igennem sjældne gæster omkring Christian Gjørtsvang, i hvert fald indtil Junior åbnede med sin debutscoring. For kort efter denne udlignede Anders Kruse på hovedstød, nærmest på angrebet efter den røde føringstræffer. 1-1.

Den kolde spand vand blev hurtigt vekslet til fornyet energi hos hjemmeholdet, som blot satte endnu mere fart i spillet. Samtidig begyndte den megen boldbesiddelse at blive omsat til afslutninger, og så var den røde offensiv for alvor farlig.

Helt fortjent fik værterne da også scoret kampens afgørende mål, da Edo - med et ganske fremragende spark - nettede til 2-1, godt tyve minutter før tid.

Resten af kampen bølgede frem og tilbage, men stadig med nierne i den dominerende rolle. Udefra var det en fornøjelse at se, hvorledes alle mand gav sig fuldt ud, og således sikrede sæsonens første tre point.
 
Se Kurt Bebe's billeder fra kampen her.

B1909's næste opgave er på lørdag, den 30. august 2014, hvor holdet gæster FA2000. Dén kamp fløjtes op kl. 15.00.

B1909 - FC Sønderborg 2 - 1 (0 - 0)
Mål:
1-0 Junior Gensø (63.)
1-1 Anders Kruse (65.)
2-1 Edo (69.)
Tilskuere: Ca. 270 på Gillested Park

Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Junior Gensø, Nicolaj Just, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Burana Saenhkam, Morten Dyg, Lasse Plato, Nicolas Jørgensen.
Angreb: Jacob Mouritsen, Edo.

Indskiftninger:
Nicolas Jørgensen ud, Ahmad Abdoh ind (60.)
Burana Saenhkam ud, Søren Lærche ind (72.)
Junior Gensø ud, Andreas Bebe ind (79.)
 
Unge Lasse Plato var rykket ind på den centrale midtbane, og gjorde et solidt indtryk. Han blev efterfølgende kåret til dagens bedste nier.
Arkivfoto: Kurt Bebe
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ