Nye indlæg

 

Klasseforskel sender B1909 til tops

Skrevet af KK
12-10-2014 22:32
Lørdag eftermiddag var B1909 på endnu en vigtig opgave, da de røde gæstede Døllefjelde Musse, der ligger i den tunge ende i Danmarksserien.

Forventningerne var inden kampen høje blandt de imponerende mange medrejsende B1909-supportere, for med en sejr og pointtab til Sønderborg, ville nierne erobre førstepladsen.

Som forventet var de, på dagen sortklædte gæster, dominerende med masser af spildominans. Man stod med en ret sikker og god fornemmelse for fuld rød pointhøst efter den typiske indledning, hvor holdene så hinanden an, men med B1909 i den absolut toneangivende rolle. Specielt Junior Gensø var konstant en evig trussel mod hjemmeholdets venstre side, hvor han flere gange satte sin direkte modstander af med sine velkendte dybe løb.

Nierne tilspillede sig gode chancer, men den fortjente føring kom først kort inden pausen, hvor Junior Gensø bankede bolden ned i det lange hjørne fra kanten af feltet, efter fint forarbejde af Søren Lærche. Lidt efter øgede Edo med et følt spark, som han med den største selvfølgelighed placerede udenfor målmandens rækkevidde, til den fortjente 2-0-pauseføring.

Døllefjelde Musse kom fint ud til anden halvleg med et mindre spilovertag, som dog ikke gav nogen reducering. I stedet satte B1909 sig herefter massivt på kampen, og da en storspillende Junior Gensø gjorde det til 3-0 efter en times spil var matchen reelt afgjort.

De røde var i resten af kampen altdominerende med masser af flotte kombinationer og løb, hvor det ene angreb afløste det andet. Det var derfor en logisk konsekvens, at Nicolas Jørgensen kunne gøre det til 4-0.

Den seneste B1909-tilgang, angriber Rasmus Andersen, fik en super debut, da han efter tre minutter på banen, scorede gæsternes femte mål med en iskold afslutning, der giver store forhåbninger for de fremtidige kampe, da han er en anden type end de andre offensive spillere på holdet. Rasmus kan med sin fysik og højde variere niernes offensiv.

Hjemmeholdet fik til allersidst reduceret til slutresultatet 5-1 på straffespark, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af en B1909-indsats som værende ganske fremragende. Der var klasseforskel i Døllefjelde Musse den lørdag!
 
Storsejren og Sønderborgs 2-2-deling i FA2000 betyder, at B1909 erobrede førstepladsen, inden næste weekends hjemmekamp mod Ringsted.

Se Kurt Bebes billeder fra kampen her.

DMI - B1909                 1 - 5     (0 - 2)
Mål:
0-1 Junior Gensø (42.)
0-2 Edo (45.)
0-3 Junior Gensø (60.)
0-4 Nicolas Jørgensen (68.)
0-5 Rasmus Andersen (77.)
1-5 Youssef Saad (str./90.)
Tilskuere: Ca. 200 på Døllefjelde Stadion

Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Junior Gensø, Nicolaj Just, Rasmus Mariager, Lasse Plato.
Midtbane: Søren Lærche, Morten Dyg, Jacob Mouritsen, Nicolas Jørgensen.
Angreb: Burana Saenkham, Edo.

Indskiftninger:
Søren Lærche ud, Ahmad Abdoh ind (70.)
Burana Saenkham ud, Rasmus Andersen ind (73.)
Morten Dyg ud, Andreas Bebe ind (74.)
 
Foto: Kurt Bebe
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ