Nye indlæg

 

Spinkel rød sejr i chancerig topkamp

Skrevet af HBR
08-11-2014 18:04
B1909 besejrede lørdag FC Skanderborg med 1-0, i topopgøret hjemme på Gillested Park - efter en intens og medrivende kamp, for øjenene af knap 500 tilskuere.

De røde værter var boldbesiddende i samtlige 95 minutter, og kreerede den ene store chance efter den anden. En sejr på 4-0 eller 5-0 havde været helt rimeligt, men for en sjælden gangs skyld, manglede den sidste træfsikkerhed foran modstanderens mål.

Jacob Mouritsen blev matchvinder, da han allerede efter fire minutters spil hamrede bolden i kassen, på endnu et drøn af et langskud. Mouritsen har lavet flere flotte mål fra distancen her i efteråret, og lørdagens perle var endnu ét i rækken. Nicolas Jørgensen var reelt manden bag målet, da han fik åbnet forsvaret i niernes venstreside, hvorefter bolden blev sendt skråt bagud til Mou, som resolut hamrede læderet i nettet, fra 15-20 meters afstand.

Gæsterne fra Skanderborg var sjældne gæster i niernes forsvar, som for første gang i sæsonen spillede til nul. Keeper Gjørtsvang har længe drømt om at få lukket helt af, og dét lykkedes endelig, på baggrund af en enorm vilje og koncentration fra hele holdet.

Skanderborg blev reduceret til ti mand godt tyve minutter før tid, men det ændrede ingenting. Både før og efter var billedet det samme, nemlig med B1909 på bolden, hvor det ene fine angreb afløste det andet.

Nicolas Jørgensen var ganske enkelt fremragende, og var hjernen bag mange af de røde opspil. Samtidig var de to centrale, Dyg og Mouritsen, dygtige til at erobre og fordele boldene, ligesom de fem bagerste; Junior, Mariager, Just, Baden og Gjørtsvang spillede med stor ro og fokus. Kasper Baden var skarp både offensivt og defensivt, og spillede vel den bedste kamp i sin tid i klubben.

Eneste minus på dagen var som nævnt, at scoringerne udeblev. Edo, Burana, Nicolas og Just havde alle kæmpetilbud i direktørstørrelsen, som burde have givet dén storsejr, som spillet berettigede til.

Med sejren overvintrer B1909 i den absolutte top i Danmarksserien, á point med Ledøje/Smørum på førstepladsen, som giver oprykning til 2. division.

Se Kurt Bebes billeder fra kampen her.

B1909 - FC Skanderborg                      1 - 0     (1 - 0)
Mål:
1-0 Jacob Mouritsen (4.)
Tilskuere: 470 på Gillested Park

Gule kort:
Kasper Rasmussen, FC Skanderborg (28.)
Jacob Mouritsen, B1909 (41.)
Samuel Bartholdy, FC Skanderborg (78.)

Rødt kort:
Kasper Rasmussen, FC Skanderborg (68.)

Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Junior Gensø, Nicolaj Just, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Jacob Mouritsen, Morten Dyg, Nicolas Jørgensen.
Angreb: Burana Saenkham, Edo.

Indskiftninger:
Edo ud, Rasmus Andersen ind (65.)

Lasse Plato og Andreas Bebe blev ikke benyttet.
 
Anfører Jacob Mouritsen jubler efter sin flotte scoring.
Foto: Kurt Bebe
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ