Nye indlæg

 

Kl. 19.09: Rød SaLuth sikrede sejr

Skrevet af HBR
05-02-2015 21:04
B1909 hentede torsdag aften en flot skalp, da det røde DS-tophold besejrede Kolding IF fra 2. division med 2-1. Hjemkomne Jesper Luth og Jacob Rasmussen nettede for værterne, foran 50 frysende tilskuere på Gillestedvejs kunstgræs.

Første omgang bød på højt tempo, mellem to jævnbyrdige hold. B1909 havde bolden mest og havde de største chancer, mens Kolding spillede med muskler og fysik.

Andreas Bebe var rykket frem på den centrale midtbane, og ydede en stærk indsats, inden en muskelskade tvang ham til udskiftning, kort før pausen. Tilgangen fra Sønderborg, Anders Hansen, var atter solid i midterforsvaret, hvor han i de første 45 minutter dannede et stærkt makkerpar med Nicolaj Just.

Hjemvendte Jesper Luth startede på venstrekanten, og viste i momenter sit fortsatte potentiale. Men det helt store nummer faldt først kort før pausen, hvor Luth trak ind i banen, og modtog bolden med front mod målet. Han tog et par træk, hvorefter han rev læderet op i den fjerneste krog, fra en distance på omkring 25 meter. Et fremragende mål! Lystavlens ur viste samtidig, at klokken var præcis 19.09! Sikke en hjemkomst, og en velfortjent saLuth!

Anden halvleg blev knap så spændende som første omgang. B1909 sendte Rasmus Mariager og Jacob Rasmussen i aktion, mens Morten Dyg allerede havde erstattet Bebe. Rasmus Andersen kom ind helt i front, og dannede et sjældent angrebspar med Edo. Normalt spiller de røde 4-5-1, men de sidste 45 minutter bød på en alternativ 4-4-2 opstilling.

Kolding IF pressede på i halvlegens første kvarter, hvor hjemmeholdet kun var sjældne gæster i det jyske felt. Omvendt var de røde klart mest direkte, særligt når Luth tog nogle giftige ryk, fra venstre kant og ind i banen.

Som halvlegen skred frem, kom nierne tilbage, og resten af kampen var meget lige. Jacob Rasmussen nettede til fortjente 2-0 med små tyve minutter igen, og så virkede kampen reelt afgjort. Kolding fik dog pyntet på resultatet i de døende minutter.

Kampen bød på endnu et gensyn med U19-spilleren Rasmus Schuster, som spillede 2. halvleg som højre back. Han virkede igen stabil og driftsikker, og kan blive et spændende bekendtskab på den lange bane. Et kvarter før tid kom Anders Skovgaard på banen, som højre kant. Han er endnu et produkt af klubbens spændende U19-hold, som allerede har sendt Lasse Plato ind som fast mand i truppen.

B1909 - Kolding IF                 2 - 1    (1 - 0)
Mål:
1-0 Jesper Luth (39.)
2-0 Jacob Rasmussen (74.)
2-1 Martin Hedeager Jensen (90.)
Tilskuere: Ca. 50 på B1909's kunstgræsbane

Startopstilling i 1. halvleg:
Målmand: Steffen Skovly.
Forsvar: Junior Gensø, Anders Hansen, Nicolaj Just, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Jacob Mouritsen, Andreas Bebe, Burana Saenkham, Jesper Luth.
Angreb: Edo.

Startopstilling 2. halvleg:
Målmand: Steffen Skovly.
Forsvar: Rasmus Schuster, Nicolaj Just, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Morten Dyg, Jacob Rasmussen, Jesper Luth.
Angreb: Rasmus Andersen, Edo.

Indskiftninger:
Andreas Bebe ud, Morten Dyg ind (35.)
Jesper Luth ud, Anders Skovgaard ind (70.)
Kasper Baden ud, Ömer Tuncer ind (70.)

B1909 var uden Christian Gjørtsvang, Lasse Plato, Mathias Just, Mathias Wiingaard og Nicolas Jørgensen.
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ