Nye indlæg

 

Knebent nederlag mod Marienlyst

Skrevet af HBR
17-02-2015 21:17
Marienlysts tophold i 2. division gæstede tirsdag aften Gillestedvej, hvor de agerede sparring for B1909, i endnu en testkamp.

De røde værter startede fornemt, med sikker boldomgang, skarpe omstillinger og flere fine chancer. Det resulterede i et hurtigt mål, signeret af Jesper Luth. Herefter fulgte et kvarter, hvor Marienlyst havde et lille spilovertag, men hvor nierne klart havde de største tilbud. Med lidt større skarphed, kunne føringen have været udbygget med et par mål.

I stedet gik det som det ofte gør; nemlig at modstanderen udligner. En dødbold blev sendt ind i det røde felt, hvor keeper Gjørtsvang og Marienlysts Chris Hansen gik op i en duel. Gjørtsvang blev den lille og appellerede kraftigt for frispark, men scoringen blev anerkendt. 1-1.

B1909 kom stærkt ud til anden halvleg, og lagde et vist pres på gæsterne. Efter endnu en vellykket omstilling, hvor Edo til sidst serverede en klasseaflevering til Jesper Luth, sendte sidstnævnte atter hjemmeholdet i front.
Føringen holdt desværre blot i fem minutter. Marienlysts Johnny Andersen bragte balance i regnskabet, via en flot scoring direkte på frispark.

Nierne var med indtil det sidste kvarter, hvor kræfterne slap op rent offensivt. Marienlyst havde halvlegen igennem bolden mest, men uden at tilspille sig de store chancer. Én enkelt blev det dog til, hvilket Mads Aasgaard udnyttede til scoring. 2-3, med et lille kvarter igen.

Kampens dramatiske højdepunkt kom kort før tid, hvor en uheldig Burana Saenkham måtte bæres fra banen. Den røde profil vred om på knæet, og man frygter en kors- eller ledbåndsskade. Nærmere undersøgelser på OUH skal fastslå omfanget.

Kampens resultat blev et knebent nederlag på 2-3, efter en god og positiv test, som viser at holdet besidder et højt niveau.

B1909 var uden Jacob Mouritsen, Andreas Bebe, Lasse Plato, Mathias Wiingaard, Steffen Skovly og Emil Thomsen.

B1909 - Marienlyst            2 - 3     (1 - 1)
Mål:
1-0 Jesper Luth (8.)
1-1 Chris Hansen (28.)
2-1 Jesper Luth (51.)
2-2 Johnny Andersen (57.)
2-3 Mads Aasgaard (73.)
Tilskuere: Ca. 50 på B1909's kunstgræsbane

B1909's startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Junior Gensø, Anders Hansen, Nicolaj Just, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Morten Dyg, Nicolas Jørgensen, Jacob Rasmussen, Jesper Luth.
Angreb: Edo.

Indskiftninger:
Nicolas Jørgensen ud, Burana Saenkham ind (58.)
Jacob Rasmussen ud, Rasmus Mariager ind (74.)
Edo ud, Rasmus Andersen ind (76.)
Burana Saenkham ud, Rasmus Schuster ind (83.)
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ