Nye indlæg

 

Generalforsamling veloverstået

Skrevet af HBR
05-03-2015 20:12
Onsdag aften blev foreningens årlige generalforsamling afholdt, med kick off på det logiske klokkeslæt 19.09.
 
Præsident Henning Rasmussen aflagte en fyldestgørende beretning, hvori særligt det høje aktivitets- og ambitionsniveau blev fremhævet. Beretningen gav ikke anledning til hverken kommentarer eller spørgsmål, fra de omkring 20 fremmødte medlemmer, og blev derfor godkendt.
 
Regnskabet for 2014 blev ligeledes godkendt uden bemærkninger. Henning Rasmussen gennemgik de økonomiske nøgletal, og fortalte detaljeret om indtægter og udgifter. Det blev understreget at foreningen er stolte af et højt aktivitetsniveau, hvor medlemmernes forskellige ønsker er et fokuspunkt. Desuden blev der udtrykt stolthed over vores medlemsblad, som må betegnes som særdeles fornemt for en forening af vores størrelse. Præsidiet anser netop kvaliteten er medlemsbladet som helt afgørende for, at den store medlemsskare uden for Fyn kan fastholdes.
 
2014 udløste et mindre overskud på kr. 5.151,15, hvorved den positive egenkapital nu udgør kr. 40.675,34. Medlemstallet er steget mærkbart i 2014, og hedder nu 150 medlemmer.
 
Præsidiet foreslog, på baggrund af et højt aktivitetsniveau og stigende udgifter til forsendelse af de to årlige medlemsblade, at kontingentet for 2016 skulle stige med kr. 25,- pr. år. De seneste mange år har vi fastholdt det samme kontingent på kr. 150,- årligt, men præsidiet stillede forslag om en mindre stigning til kr. 175,- pr. medlem pr. år. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
 
Søren Juel Jensen, John Andersen og Henrik Brandt Rasmussen blev alle genvalgt til præsidiet, ligesom der var genvalg til begge suppleanter; Johnny Svane og Brian R. Jensen. Svend Erik Skov Jensen og Finn Ravn blev genvalgt som revisorer, mens Betina Rasmussen blev valgt som revisorsuppleant.
 
Der blev traditionen tro uddelt to priser, som
henholdvis; Årets Supporter og Årets Profil. Førstnævnte blev Finn Bekker, på baggrund af hans altid engagerede indsats i foreningen, både omkring lydkulisse ved kampene, praktisk hjælp og stor deltagelse i vores arrangementer.
Årets Profil blev midtbanespilleren Morten Dyg, for hans altid store og energiske indsats på banen, samt hans sympatiske og altid engagerede personlighed udenfor stregerne. Tillykke til begge to!
 
Under punkter 'eventuelt' var spørgelysten stor, og præsidiet fik desuden mange gode input med til det videre arbejde i fanklubben.
 
Se billeder fra generalforsamlingen her.
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ