Nye indlæg

 

Nat og dag på Gillested Park

Skrevet af HBR
08-08-2015 18:33
B1909 åbnede den nye sæson i Danmarksserien lørdag, hvor de nyoprykkede forstadsodenseanere fra Tarup/Paarup gæstede Gillested Park.

De røde værter startede som lyn og torden, og spillede i den første halve time som en drøm. Sjældent har et fynsk publikum været vidne til et så sprudlende hjemmehold, hvor alting nærmest gik op i en højere enhed. Energien var helt i top, fokus var målrettet og koncentreret, og der var idé og omtanke i alt hvad de røde foretog sig.

Værterne pressede højt og stressede TPI, og det ene angreb afløste det andet. Der var stor variation og kreativitet, og vigtigst af alt; der blev spillet direkte. Det hele blev krydret med et fremragende føringsmål, hvor Nicolas Jørgensen nettede efter flere hurtige afleveringer og indlæg fra højresiden.

Omkring den halve time fik gæsterne fra NV udlignet, via deres - indtil da - eneste afslutning. Nierne havde afvist alt, men pludselig, ud af ingenting, hamrede Nick Hansen et langskud i mål, fra omkring 20 meters afstand. En kold og hamrende ufortjent dukkert, til et sprudlende hjemmehold.

Resten af halvlegen bølgede lidt frem og tilbage. Nierne forsøgte at genfinde melodien, mens Tarup/Paarup havde hentet ny energi via scoringen. 1-1 ved pausen, efter en hæsblæsende første omgang.

Anden halvleg blev komplet modsat af første. Nierne var godt nok på bolden konstant, men den afgørende energi og beslutsomhed udeblev. Omvendt kom TPI langt mere med, og var hele tiden farlige på deres velkendte omstillinger. I flere situationer blev de røde taget med bukserne nede, og gæsterne var uhyggeligt tæt på scoring. Undervejs i halvlegen taltes 2-3 kæmpe chancer, som med større dygtighed, havde sendt jubelbrøl gennem parcelhusene ved Tarup Centret. Lykkeligvis blev det blot til ét enkelt TPI-mål i dagens kamp.

B1909 havde bestemt også gode chancer, hvoraf Edo og Søren Lærche tegnede sig for de farligste. Og bedst som kampen vippede midt i halvlegen, viste Edo fremragende skarphed. Et indlæg fra tilkomne Mads Damgaard ramte Edo perfekt, og med hovedet fik den røde topscorer dirigeret bolden over i det lange hjørne. Et flot mål!

I slutfasen pressede gæsterne på, men den røde defensiv holdt stand. Dermed hentede B1909 tre vigtige point, i kampen om en topplacering i den stærke DS-række. Holdet fik vist forrygende fodbold i den første tredjedel, som lover godt for de kommende kampe. Omvendt må de resterende 60 minutter give trænerteamet stof til eftertanke, ligesom TPI må ærgre sig over de forspildte muligheder for point.
 
B1909 var uden Jacob Mouritsen (karantæne), René Sehested, Burana Saenkham, Jesper Luth, Mathias Wiingaard, Jonas Lund og Emil Thomsen.

B1909 - Tarup/Paarup IF                   2 - 1    (1 - 1)
Mål:
1-0 Nicolas Jørgensen (16.)
1-1 Nick Hansen (32.)
2-1 Edo (73.)
Tilskuere: 350 på Gillested Park

Gule kort:
Jonas Kaibinger, B1909 (29.)
Nick Barslund, TPI (51.)
Nicolaj Vilhelmsen, TPI (90.)

Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Junior Gensø, Mads Damgaard, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Jonas Kaibinger, Morten Dyg, Nicolas Jørgensen, Simon Marcussen.
Angreb: Edo.

Indskiftninger:
Jonas Kaibinger ud, Lasse Plato ind (63.)
Simon Marcussen ud, Jacob Rasmussen ind (71.)
Nicolas Jørgensen ud, Rasmus Andersen ind (78.)
 
Nicolas Jørgensen spillede en flot kamp, og krydrede indsatsen med målet til 1-0.
Arkivfoto: Kurt Bebe
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ