B1909 vandt lørdagens Albaniseriekamp i Paarup Parken med 1-0, efter en tæt fight mod værterne fra TPI. Nicolas Jørgensen blev matchvinder for de røde.
Den første halve time var yderst intens, præget af mange nærkampe, flot spil og fine chancer - med gæsterne fra Mosen i den toneangivende rolle. Og helt fortjent udmøntede det sig da også i en føringstræffer, da Nicolas Jørgensen køligt omsatte et gennemspillet angreb til mål.
Kort efter blev Tarup/Paarup reduceret til 10 mand, da deres stærke venstreback, Mads Juncker, forløb sig, og slog en B1909-spiller i ryggen. Direkte rødt kort, og dermed fordel til udeholdet. De sidste minutter af første omgang blev på det jævne, selvom nierne med lidt større skarphed, kunne have udbygget føringen.
Anden halvleg blev en dag på kontoret for Morten Rasmussens tropper, som gjorde arbejdet færdigt, yderst professionelt, uden nævneværdige problemer. Holdet spillede henholdende, mens værterne ikke havde det store overskud fremadrettet. Og selvom B1909 blev ramt af et par tynde gule kort i slutfasen, så endte kampen med en rød sejr, og dermed fastholdelse af rækkens førsteplads.
Tarup/Paarup IF - B1909 0-1 (0-1)
Mål: 0-1 Nicolas Jørgensen (22.)
Tilskuere: Ca. 200 i Paarup Parken
Gule kort:
Jacob Mouritsen, B1909 (73.)
Ismail Aslam, B1909 (85.)
Rødt kort:
Mads Juncker, TPI (24.)
Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Ronnie Jensen, Nicolaj Just, Ismail Aslam.
Midtbane: Simon Laursen, Morten Dyg, Jacob Mouritsen, Ahmad Abdoh.
Angreb: Mathias Munk, Edo, Nicolas Jørgensen.
Bænken: Sebastian Jensen, Khaled Miari, Mathias Just.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg