Omkring 100 røde sjæle havde taget turen til Give Stadion for at støtte vores hjerteblod, B1909. Til at supportere Vorup Frederiksberg Boldklub var der udover trænerbænken en håndfuld tilskuere. En anden håndfuld var neutrale tilskuere, hidkaldt fra den tilstødende campingplads af de højtråbende og støjende røde supportere, hvor af de 51 var med den røde fanbus.
Kampen startede stille og roligt. Mandskaberne følte hinanden på tænderne. Vorups 4-5-1 opstilling vidnede om et hold, der kom med stor respekt for modstanderen. De rødes offensive 3-4-3 fik hurtigt overtaget og det første hjørnespark faldt da også allerede i det fjerde minut. Det fik vi dog ikke noget ud af.
I det tiende minut fik vi endelig afsluttet med et hovedstød. Et hjørnespark i det 13. minut blev også headet væk af randrusianerne. I det 14. minut fik vi et frispark 15 meter uden for straffesparksfeltet. Mou sendte bolden mod mål, men jydernes opdækning fik clearet. I det 15. minut havde vi det atter et forsøg mod randrusianernes mål. En aflevering bag om backen fra Jacob Mouritsen til Skovly blev sendt ind over til Edo, som fik afsluttet. Minuttet efter havde Vorup FB sin første afslutning langt ude fra og langt forbi mål. Kampen spidsede til og vores pres resulterede i en afslutning i det 18. minut og et nyt hjørnespark i det 21. minut. Hjørnesparket blev clearet, men Mathias Munk fik afsluttet udefra.
Vores offensiv gav en pludselig contramulighed i det 24. minut. Et indlæg fra mållinien i venstre side blev sent ind over, men Christian Gjørtsvang kom godt ud og sikrede sig bolden foran Vorupforwarden. Vores offensiv fortsatte. En dyb stikning fra Mouritsen over det centrale forsvar blev opfanget af Abdoh, som vippede bolden over den fremstormende målmand og i kassen. 33 minutter var spillet og den fortjente 1-0 føring var i hus. Presset fortsatte, godt iscenesat af en hårdtarbejdende og utrættelig Morten Dyg i bolderobrerens rolle. Det gav i det 37. minut en ny angrebsåbning, hvor Lasse Plato flot fik afsluttet. En tilfældig contra til Vorup udløste i det 42. minut et hjørnespark (det første) til kronjyderne. Det blev dog clearet og bolden spillet hurtigt op på randrusianernes halvdel. Et sandt arbejdsraseri fra Ahmad Abdoh medførte en bolderobring og en dribletur som sendte ham op ad mållinien, hvorfra han sendte bolden skråt bagud mod Edo, der lod bolden passere, så en helt fri Jacob Mouritsen i det 44. minut kunne sende bolden fladt i mål til den farlige 2-0 føring. Pause.
Anden halvleg blev en ensidig forestilling. Vores pres fortsatte. I det 46. minut ramte vi overliggeren. 48. minut frispark fra kanten af feltet. Frisparket blev headet ud af feltet. I 49. minut afsluttede Abdoh en dribletur med skud på mål. I 52. minut sendte Nicolas Jørgensen bolden højt over mål. Mouritsen sendte et frispark mod mål, men en god fodparade af keeperen klarede for jyderne. I det 58. minut fik vi igen headet et frispark ud af feltet, men denne gang dog til hjørnespark. Hjørnesparket blev sendt og i bagområdet af målfeltet, hvorfra bolden blev sendt bagud til afslutning. En feberredning af Vorupkeeperen holdt os fra yderligere scoring. I det 59. minut havde Vorup FB deres bedste afslutning i kampen, men en stor redning af Mr. Cleansheet Gjørtsvang holdt nullet. Kort efter blev VFB ramt af et gult kort, som medførte en 10 minutters udvisning.
Efter godt en times spil fik vi vores 6. hjørnespark, men Abdoh’s hovedstød gik over mål. Der var spillet 63. minutter, da Mathias Munk kunne bringe os på 3-0 efter flot forarbejde af Nicolas Jørgensen. Kort efter nyt hjørnespark, vores syvende, blev sendt indover uden konsekvenser. Jydernes sidste chance i kampen faldt i det 66. minut, men afslutningen gik forbi mål. Med et kvarter igen sendte Mou et nyt frispark ind i feltet, men kronjyderne fik clearet. Et hovedstød 6. minutter før tid blev reddet af målmanden. Kampen sluttede med to scoringer af Edo i det 87. minut til 4-0 og 5-0 i det 90. minut. En sejr, der ikke efterlader tvivl, om vores berettigelse i Danmarksserien.
B1909 - Vorup Frederiksberg Boldklub 5 - 0 (2 - 0)
Mål:
1-0 Ahmad Abdoh (33.)
2-0 Jacob Mouritsen (44.)
3-0 Mathias Munk (63.)
4-0 Edo (87.)
5-0 Edo (90.)
Tilskuere: Ca. 150 på Give Stadion (neutral bane)
Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Andreas Bebe, Nicolaj Just, Lasse Plato.
Midtbane: Martin Skovly, Jacob Mouritsen, Morten Dyg, Ahmad Abdoh.
Angreb: Nicolas Jørgensen, Edo, Mathias Munk.
Indskiftere:
Siamak Sohrabi, Sebastian Jensen, Ismail Aslam.
Se Kurt Bebes billeder fra kampen
her.
Foto: BrandtFOTO
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg