B1909's ankermand, Christian Gjørtsvang, ser frem mod lørdagens topkamp i Danmarksserien, hvor de røde gæster Ledøje/Smørum.
-'Vi står overfor en modstander, som efter sigende gerne vil spille attraktiv fodbold med masser af småspil, som os selv. Den type modstander plejer at ligge rigtig fint til os, men omvendt har jeg også på fornemmelsen, at vi skal møde et mandskab, der lige er en tand bedre spillende, end de øvrige modstandere vi har stået overfor i DS indtil nu', indleder den stærke keeper.
-'Jeg tror nøglen til sejr ligger dels i vores pres spil og dels i skarphed i felterne. Kan vi dæmme op for deres spil på midtbanen, og bryde deres opspil, kan det give mange muligheder frem ad banen. Men det kræver at vi er knivskarpe i kommunikationen og arbejder stenhårdt for hinanden. Lykkedes det, tror jeg, med de typer vi har oppe foran, at vi kan gøre rigtig ondt på dem. Personligt ville det også give et boost, hvis det lykkedes at få sæsonens første clean-sheet. Vi har indkasseret for mange mål i turneringen, efter min vurdering, så en sejr vil også kræve, at jeg personligt løfter mit spil, så vi kan fokusere på at score på flere af vores chancer', lyder det fra Gjørtsvang.
På spørgsmålet om Christians niveau og aktuelle form, siger han:
-'Jeg synes det har været meget på det jævne. Jeg har haft en elendig opstart, som er blevet afbrudt af ferier, hvilket har gjort det svært at falde ind i en rytme. Havde jeg været på vanligt niveau kunne jeg nok godt have afværget en 2-3 scoringer, bl.a. mod Sønderborg og Næstved. Dog må man se fremad, og tro på tingene, og det gør jeg bestemt også. Jeg nyder at blive banket igennem til målmandstræning af en veloplagt Christian Kier om mandagen, og jeg håber det kan ses på lørdag, når vi forhåbentlig kan tage en meget vigtig skalp på Sjælland', slutter Gjørtsvang optimistisk.
Arkivfoto: Kurt Bebe
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg