Nye indlæg

 

Rødt chok: Smed 4-1 føring i Kalundborg

Skrevet af HBR
26-10-2014 15:39
B1909 startede sprudlende og fuld af energi, men faldt ned som små lam - og måtte skuffende nøjes med uafgjort 4-4 i Kalundborg.

Dagens sortklædte niere fik en drømmestart, da en stærkt spillende Nicolas Jørgensen bragte holdet i front i første minut. I tiden efter scoringen bølgede det ene angreb efter det andet, og endnu en fynsk scoring lå i luften. Men stik imod spil og chancer, fik værterne udlignet efter et kvarters spil, via et straffespark dømt mod Andreas Bebe.

Den røde reaktion kom heldigvis prompte, da B1909 igen kom i front blot minuttet senere. Målscorer var endnu en gang Nicolas Jørgensen, denne gang på et følt hovedstød.

Resten af halvlegen kørte de røde bolden sikkert rundt, og stressede gentagne gange de pressede værter. Derfor var det også helt logisk, at kampens fjerde mål blev sat ind af B1909. Jacob Mouritsen hamrede bolden op i krogen, på et langskud fra 20 meters afstand. Et fremragende mål!

Samme billede fortsatte efter sidebyttet, hvor Edo afsluttede et flot angreb med en afslutning på indersiden af stolpen. Få minutter senere øgede Burana Saenkham til 1-4, og så lignede det en sikker rød sejr.

Men ud af ingenting blev værterne lukket ind i kampen, via en blanding af tilfredshed hos de røde, og fornyet energi og tro på point fra hjemmeholdet. Langsomt overtog Kalundborg initiativet, og øgede presset på niernes forsvar. Bebe og Rasmus Mariager blev udfordret i midterforsvaret, og centralt på banen smed vi for mange lette bolde væk.

Den første reducering faldt med en halv time igen, og da værterne reducerede yderligere til 3-4 få minutter senere, så anede hjemmeholdet blod, mens B1909 begyndte at falde sammen.

I denne periode undrede man sig over passiviteten på niernes bænk, hvor trænerteamet rådede over Lasse Plato, Nicolaj Just og Ahmad Ahdoh. Selvom en håndfuld spillere virkede trætte og mentalt færdige, så kom den første udskiftning først efter 71 minutter. Ahdoh kom ind i stedet for en aktiv Søren Lærche, mens man kort efter sendte hurtige Plato ind som højre back, frem for Junior Gensø. De røde tifosis udtrykte bekymring for de bagerste rækker, men alligevel blev den stærke forsvarer Nicolaj Just siddende på bænken hele kampen.

Rådvildheden på både bænk og bane resulterede i endnu en Kalundborg-scoring, da værterne udlignede til uhørte 4-4, med fjorten minutter tilbage. Resten af kampen var med hjemmeholdet i teten, mens nierne forsøgte at kæmpe sig tilbage, desværre uden held.

4-4 blev kampens resultat, efter en kamp, hvor nierne kunne have ført med 5-1 og 6-1 inden sammenbruddet, som reelt kunne have kostet et 4-5 nederlag. En vild kamp med et uhørt resultat, som kun kan bruges til at øge det mentale fokus i efterårets resterende kampe.
 
Se Kurt Bebes billeder fra kampen her.

Kalundborg GB - B1909               4 - 4    (1 - 3)
Mål:
0-1 Nicolas Jørgensen (1.)
1-1 Martin Jensen (str./16.)
1-2 Nicolas Jørgensen (17.)
1-3 Jacob Mouritsen (37.)
1-4 Burana Saenkham (50.)
2-4 Kenneth Beyer (58.)
3-4 Kenneth Beyer (65.)
4-4 Martin Nielsen (76.)
Tilskuere: 267 på Munkesø Stadion

Gule kort:
Rasmus Mariager, B1909 (86.)

Startopstilling:
Målmand: Christian Gjørtsvang.
Forsvar: Junior Gensø, Andreas Bebe, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Jacob Mouritsen, Morten Dyg, Nicolas Jørgensen.
Angreb: Edo, Burana Saenkham.

Indskiftninger:
Søren Lærche ud, Ahmad Ahdoh ind (71.)
Junior Gensø ud, Lasse Plato ind (83.)
 
Arkivfoto: Kurt Bebe
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

    1 

    Skriv en kommentar

     
    B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ