B.1909 SUPPORT og Danmarks nye, store musikfestival, Tinderbox, har mandag indgået en spændende samarbejdsaftale. En aftale der giver fanklubbens medlemmer adgang til festivalen som frivillig, og dermed gratis livemusik i tre dage. Omvendt belønnes vores forening med en pæn pose penge for indsatsen.
Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense, i dagene 26. - 28. juni 2015. Der forventes op mod 40.000 publikummer, hvortil der skal bruges 5000 frivillige. Hovedparten af de frivillige kommer fra kultur- og studenterforeninger, mens 2000 er udbudt til frivillige fra det øvrige foreningsliv.
Der har været enorm interesse fra foreningerne, for at byde sig til. 2000 lyder umiddelbart af mange, men når de skal fordeles mellem flere hundrede håbefulde foreninger, så er der rift om budet. Derfor er det også med en vis stolthed, at B.1909 SUPPORT nu kan offentliggøre, at Tinderbox har valgt os som partner.
Vi har forpligtet os til at stille med 20 frivillige, som hver skal arbejde som frivillig i 16 timer, henover de tre festivaldage. Hvilke opgaver vi konkret skal udføre fastlægges først senere, men det bliver formentlig indenfor service- og vagt-området.
Som frivillig får man - udover en pæn pose penge til vores forening - en række fordele og muligheder:
• Gratis adgang (armbånd) til hele festivalen, værdi kr. 1.495,-
• Fri adgang til et særligt VIP-område for frivillige, med nedsatte priser på øl/vand
• Et måltid mad og fri kaffe, the og vand under sin vagt
• Indbydelse til kæmpe afterparty til efteråret, kun for de 5000 frivillige
Vi håber på stor opbakning fra vores medlemmer, da vi i præsidiet ser det som en win-win, hvor vi kan tjene penge til vores forening, samtidig med, at man får en sjov og spændende oplevelse sammen.
Vi vil indkalde til orienteringsmøde i slutningen af februar, hvor de nærmere detaljer vil blive præsenteret. Men allerede nu kan man melde sig som frivillig, til Henrik Brandt Rasmussen, på tlf.: 40408192 eller mail:
hbr@b1909.dk.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg