Målmand Christian Gjørtsvang forventer en bedre rød attitude i lørdagens kamp mod Otterup, end det var tilfældet i den skuffende remis i Slagelse. Og så glæder han sig over den skærpede konkurrence på keeperfronten, efter tilgangen af Steffen Skovly.
Tilbageblik på 1-1 kampen i Slagelse. Hvad blev afgørende for resultatet?
-'Afgørende var, at vi spillede 1. halvleg af kampen med en elendig attitude, der leder tankerne hen på det nederlag vi indkasserede i Marienlyst i Albaniserien sidste år. Selvom vi jo faktisk havde et fantastisk godt udgangspunkt efter vi fik udlignet og kom en mand i overtal, formåede vi slet ikke at udnytte det', lyder Christians ærlige svar. Og han fortsætter:
-'Derudover manglede vi selvfølgelig skarphed foran kassen. Hele 2. halvleg var spil til ét mål, og vi skal udnytte vores chancer væsentligt bedre, hvis vi skal have forhåbninger om point i de mange tætte kampe, vi kommer til at spille fremover'.
Lørdag hedder modstanderen Otterup. Hvordan løser vi den udfordring?
-'Jeg synes vi har rigtigt gode muligheder for at få en sejr. Otterup er stærke i deres omstillinger, og derfor er det vigtigt vi står godt på banen og investerer i vores returløb. Banerne kan ikke længere være undskyldende for, at vi ikke spiller det kombinationspil, som vi gør så godt. Derfor forventer jeg også, at vi løfter spillet på den front, og at vi er skarpere i deres felt end tilfældet var i Slagelse. Og afgørende er selvfølgelig også, at vi viser en bedre attitude og kommer blæsende i vores pres. Gør vi det, levner jeg ikke Otterup mange chancer', udtaler B1909's stærke keeper, som desuden sætter nogle ord på sin egen situation:
-'Jeg er godt tilfreds med de første par kampe, og føler mig egentlig fit nok, selvom mit spil kan finpudses på flere områder. I hvert fald kan man roligt sige det ser bedre ud end sidste halvsæson. Personligt har jeg haft som målsætning, at vi i gennemsnit ikke må indkassere mere end 1 mål pr. kamp og indtil videre holder det sig også sådan. Desuden har det hjulpet, at Steffen Skovly er kommet til i vinterpausen, for det har været med til at presse mig til yderste, plus at det løfter kvaliteten i træningen til gavn for os alle', slutter Gjørtsvang.
Arkivfoto: Kurt Bebe
Kommentarer
1