B1909 sluttede sæsonen med endnu et nederlag, det tredje i træk, da holdet lørdag tabte med 3-1 i Skanderborg. Et nederlag som passende rammede en sæson ind, hvor fejl og manglende effektivitet i sidste ende kostede oprykningen til 2. division.
De røde fik en katastrofal start, da Jonas Kaibinger kiksede en tilbagelægning til Steffen Skovly, og i stedet sendt værternes topscorer alene mod mål. 1-0 til FC Skanderborg efter blot fem minutters spil.
Nierne kom sig dog hurtigt over chokket, og sad på spillet halvlegen ud. Og selvom der fortsat blev lavet fejl og spillet i lavt tempo, så var fynboerne klart bedst før pausen. Midtvejs i halvlegen gav overtaget bonus, da en fremragende Morten Dyg udlignede via et flot langskud.
Få minutter senere fik de røde muligheden for at bringe sig i front, da Jacob Mouritsen fik chancen fra 11-meter pletten. Desværre leverede den røde anfører et svagt spark, som hjemmeholdets keeper let reddede.
Et minut før sidebyttet nettede Steffen Lück for jyderne, på et flot udført frispark fra kanten af feltet. Unødvendigt resultat ved theen, men ikke desto mindre en logisk konsekvens af den manglende effektivitet fra nierne.
Anden omgang bød på lavere tempo, men fortsat med de røde i teten. Gæsterne fik spillet sig frem til flere gode tilbud, men uden resultat på måltavlen. Selv de rødes 2. straffespark blev brændt, denne gang ved Edo.
I stedet for udligning gjorde B1909 sig det endnu vanskeligere for selv sig, da Jacob Mouritsen modtog direkte rødt kort efter en times spil.
Kort efter lukkede hjemmeholdet kampen, da det udnyttede en rød fejl til 3-1. Ukoncentreret, uengageret og med manglende konsekvens i begge ender, hvilket helt overordnet har været vores problem gennem hele sæsonen. Vi tabte ikke til et velspillende hjemmehold, men tværtimod til vores egne mangler og fokus. Derfor må vi kigge indad, og arbejde med en mere direkte tilgang, så efteråret atter kan byde på et rødt tophold.
FC Skanderborg - B1909 3 - 1 (2 - 1)
Mål:
1-0 Shawn Memory (5.)
1-1 Morten Dyg (22.)
2-1 Steffen Lück (44.)
3-1 Patrick Grønbech (64.)
Tilskuere: 177 på Wannafind Stadion
Rødt kort:
Jacob Mouritsen, B1909 (59.)
Gule kort:
Steffen Lück, FC Skanderborg (36.)
Søren Lærche, B1909 (38.)
Ukendt, FC Skanderborg (59.)
Ukendt, FC Skanderborg (61.)
Peter Møller, FC Skanderborg (64.)
Morten Dyg, B1909 (87.)
Startopstilling:
Målmand: Steffen Skovly.
Forsvar: Nicolaj Just, Jonas Kaibinger, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Søren Lærche, Morten Dyg, Jacob Mouritsen, Nicolas Jørgensen, Jacob Rasmussen.
Angreb: Edo.
Indskiftninger:
Søren Lærche ud, René Sehested ind (45.)
Nicolaj Just ud, Burana Saenkham ind (45.)
Nicolas Jørgensen ud, Rasmus Andersen ind (70.)
Morten Dyg var atter B1909's bedste mand, og krydrede indsatsen med et flot mål.
Arkivfoto: Kurt Bebe
Kommentarer
1