Vollsmose bliver nationalpark

Skrevet af HBR
01-04-2014 00:04
B1909 får en helt central rolle i skabelsen af en ny nationalpark i Vollsmose, som primært skal blomstre i områdets enorme natur. Et område som også dækker store dele af klubbens anlæg, med den konsekvens, at de østligst beliggende baner bliver fredede.

Odense Kommune ansøgte i efteråret 2013 om, at dele af byens østlige område, kunne komme ind under betegnelsen 'nationalpark', som man i forvejen kender det fra Vestjylland. Tanken var at bevare og frede vigtige naturressourcer, som dels spiller en afgørende rolle i forhold til grundvandet, og dels i forhold til de mange trækfugle, som både findes ved Odense Fjord og i Vollsmose.

Og særligt i forhold til fuglene, bliver B1909 en helt afgørende aktør. Klubben har gennem flere år været kendt for den store bestand af eksotiske fugle, som benytter klubhus og banearealer. Mest velkendt er Duen, Storken, Ravnen og Svanen, mens også Stæren ses fra tid til anden. Med planerne om et egentligt fuglereservat på B1909, er det håbet, at også Høghen vil besøge det røde fort, efter en årrække med ophold i den odenseanske ådal.

Næstformand i B1909, Christian Frederiksen, er begejstret over udsigten til flere fugle på klubbens anlæg, da de både er smukke og endda økonomisk rentable for B1909. -'Jeg glæder mig over, at klubben har fået den centrale rolle i projektet, som var vores håb gennem hele processen. Vi ved af erfaring, at disse fuglearter typisk lever af den type næring, som findes på vores dejlige anlæg. Her tænker jeg naturligvis på hveden, som i opblandet tilstand er uhyre populær, og med sin store omsætning bidrager væsenligt til klubbens økonomi. Desuden har fuglene en positiv og smittende adfærd, hvilket ofte bevirker, at vores medlemmer går hjem med en lille fjer på', udtaler Frederiksen.

Han afviser i samme sekvens rygterne om, at det netop var disse fugle, som var skyld i en sand influenzaepidemi, som blandt andet ramte ham selv sidste sommer.
-'Disse rygter har absolut intet på sig', råbte han til Deres Udsendte, inden han med endnu en taxabon i hånden, ilede ind i en hyrevogn, på vej til et vigtigt møde på Grønttorvet.

I forhold til de fredede boldbaner, mener bestyrelsen ikke, at det vil få nogen nævneværdig betydning. Kenneth Kongensgaard fra ungdomsafdelingen siger:
-Når vi ikke længere må slå græs på disse baner, vil det først og fremmest betyde, at problemerne med de mange muldvarpeskud vil forsvinde. Det er udelukkende et spørgsmål om, at græsset vokser sig højt nok'! Kongensgaard ser desuden en fordel i, at området med fredningen reelt braklægges, og derved åbner for muligheden for EU-tilskud.
-'Det glæder mig altid, når man kan tjene penge uden at arbejde', slutter han.

B.1909 SUPPORT venter spændt på de endelige planer for det storstilede projekt, som skulle ligge klar om cirka ét år, formentlig den 1. april 2015.
 
 

Kategori: Nyheder

Kommentarer

    1 

    Skriv en kommentar

     
    B.1909 SUPPORT Postadresse: Gillestedvej 12, DK-5240 Odense NØ