Der gik chokbølger gennem den røde lejr på Marstal Stadion, da Emil Thomsen - efter blot fem minutters spil af søndagens DS-kamp - faldt til jorden efter en nærkamp. Thomsen vred sig i smerter, og blev med hjælp fra flere holdkammerater båret fra banen.
Mandag bekræftede en scanning så de værste anelser: Et ødelagt korsbånd i knæet, og en pause på op til ét år fra fodbold. En forfærdelig nyhed for både Emil, truppen og resten af B1909.
Emil Thomsen skiftede Næsby ud med de røde op til denne sæson, hvor han netop var kommet tilbage efter præcis samme skade. Søndag var han så uheldig igen, og fik ødelagt samme korsbånd i det samme knæ, inklusiv den indopererede skrue. Lægens dom var derfor ekstra hård; pause fra al træning i tre måneder, derefter operation - efterfulgt af et langvarigt genoptræningsforløb.
Meldingen betyder at Emil Thomsens sæson er slut, idet han tidligst vender tilbage på banen næste sommer.
B.1909 SUPPORT føler inderligt med Emil, og ønsker ham rigtig god bedring. Vi kommer uden tvivl til at mangle hans evner på banen, hvor han var udset en vigtig rolle på den røde midtbane.
Kommentarer
- #1
Bo Vegaard Jørgensen 19-08-2014 11:22 Helst ikke flere uheld...
1Du er i vore tanker Emil;-)